MATTER: Teknologi med bred anvendelse kræver bred patentbeskyttelse

Den norske virksomhed, Matter, har sikret sig europæisk patent med den bredest mulige beskyttelse på deres mineralteknologi. Patentstrategien er afgørende for virksomheder, der markedsfører en teknologi, der kan anvendes vidt og bredt.

Forestil dig, at din vandflaske kunne sørge for, at du fik de mineraler, din krop havde brug for; at tandbørsten alene gjorde dine tænder stærkere; at dit plaster aktivt kunne hele dit sår; og at dit barberblad kunne forebygge akne.

Norske Matter introducerer en innovativ mineralteknologi, der muliggør netop dét og mere til, og de har formindsket den elektrodebaserede teknologi, så den kan anvendes på utallige produkter.

En helt ny måde at frigøre mineraler

Den unikke teknologi hjælper til, at mineraler som eksempelvis magnesium, zink og kalcium frigives i naturlig form gennem væske, fødevarer eller direkte på huden. Det gør det lettere for kroppen at optage mineralerne.

I traditionelle kosttilskud er mineral-ioner ikke frie, de er i stedet bundet til andre stoffer og er dermed sværere for kroppen at absorbere.

”Underskud af mineraler er normalt – også i udviklede lande, og det kan forårsage alvorlige sundhedsproblemer. I USA viser studier blandt andet, at 80% af befolkningen mangler magnesium, siger Vidar Saue, Head of Development hos Matter.

Foto: Matter

Matter introducerer en mineralteknologi, der let kan tilpasses specifikke behov og sundhedsproblematikker. Man kan desuden justere på, hvor længe det såkaldte ’mineral patch’ skal virke, afhængigt af hvor det skal anvendes. Der er ikke brug for eksterne energikilder til at aktivere teknologien, da væskerne (vand, spyt, sved etc.) fungerer som elektrolytter og erstatter batterierne.

Patentrådgivning – et spørgsmål om tillid

Matter er ejet af Brage Innovation og ledes til dagligt af CEO, Titti Kristin Østerberg, og Head of Development, Vidar Saue.

I 2013 rakte de ud til Plougmann Vingtoft for at få hjælp til at patentere deres teknologi. Titti og Vidar vidste allerede, at et patent ville være afgørende for at beskytte ideen og tiltrække de rette investorer. De vidste også, at de skulle bruge hjælp fra en ekspert.

”Selv for mig som ingeniør er patentering for kompleks en størrelse,” siger Vidar Saue med et smil.

”Vi valgte Plougmann Vingtoft fordi vi havde brug for en rådgiver med god forståelse for europæiske patenter,” siger Titti.

”Vi talte med flere rådgivningsvirksomheder, men hos Plougmann Vingtoft blev vi behandlet som ligesindede. De forstod hurtigt vores behov og blev derfor også hurtigt en fortrolig partner i vores konceptudvikling,” tilføjer Vidar.

Plougmann Vingtoft har hjulpet Matter med at vurdere det kommercielle potentiale i teknologien og finde frem til, hvilken type investor, der skulle med ombord.

Derudover har Plougmann Vingtoft håndteret den konkrete proces omkring patentbeskyttelse, som blandt andet involverer udarbejdelse af patentansøgning, indlevering til myndigheder og patentudstedelse.

En eller flere opfindelser?

Teknologiens største force – de mange anvendelsesmuligheder – skulle vise sig at være den største udfordring i patenteringsprocessen.

Matteo Biancardo, der er European Patent Attorney og partner i Plougmann Vingtoft, stod i spidsen for processen, der skulle give Matter eneret til deres mineral-teknologi. Han forklarer, hvorfor det var svært at patentere teknologien som en enkelt opfindelse:

”I forhold til patentlovgivningen er det en ret interessant case. Det er en løsning med mange anvendelsesmuligheder. Vi så det derfor som én opfindelse og gik efter at patentere teknologien som et enkelt, generelt koncept med et bredt beskyttelsesomfang. Men til at starte med, så den europæiske patentmyndighed anderledes på sagen og vurderede, at hver anvendelsesmåde skulle ses som en separat opfindelse.”

Med svaret fra patentmyndigheden måtte Matteo tilpasse beskrivelsen af Matters koncept, så det blev mere klart at der var tale om en enkelt opfindelse. Efterfølgende lykkedes det Matter at sikre et patent med et bredt beskyttelsesomfang.

Matter har nu fået udstedt patent på teknologien i Norge, Europa, Kina og Japan, og de har såkaldt ’patent pending’ i Canada, Korea, Indien og USA.

Foto: Matter

”Patentmæssigt står Matter i en virkelig stærk position. De har allerede fået udstedt flere vigtige patenter og har nu mulighed for at håndhæve deres rettigheder på de største internationale markeder,” siger Matteo.

Næste stop: verden

Titti og Vidar har store planer for Matter. Med patentbeskyttelse som stærkt fundament, har de mulighed for at licensere deres teknologi. Men først og fremmest skal de videre med deres eget koncept.

”Vi er i øjeblikket på udkig efter en investor, som kan hjælpe os med at få Matter ud til resten af verden. Vores vision er at alle skal kende Matter!” siger Titti.

Gør din patentbeskyttelse så bred som muligt

Har man som Matter udviklet en teknologi, der kan anvendes bredt, anbefaler Matteo, at man sørger for, at patentets beskyttelsesomfang er så bredt som overhovedet muligt, før man tester det kommercielle potentiale og rækker ud til investorer.

”Man må se sin patentbeskyttelse som en værktøjskasse, og den kasse skal helst rumme en hel masse. Når du har dét på plads, kan du begynde at tale med investorer, der støtter konceptet. På den måde beskytter du dine egne interesser, og du gør samtidig din opfindelse og potentielle forretning mere attraktiv for investorer,” forklarer han.

Vil du høre mere om MATTER? Så kontakt Titti Kristin Østerberg

LÆS OGSÅ: